En sang for Martin

Min gode, gamle ven Martin (som nogen måske kender lidt til) er en sjov een. Jeg har kendt ham i snart 12 år og i den tid, har han virkelig forandret sig. (Det har jeg så også, men det er måske/måske ikke en anden snak).
For kort tid siden var han ude at fortælle om nogle meget personlige ting og om hvordan han opfatter sammenhængen mellem alt og alle på Jorden og i Universet. Jeg kunne desværre ikke deltage den dag, men forleden var der så en venlig person, der havde lagt det hele ud på YouTube, så nu kan vi alle få glæde af det.
Personligt synes jeg, det er helt vildt spændende og interessant. Martin er en fremragende foredragsholder, så man keder sig ikke - selvom det er godt 2 timers lyttetid.

Hvis man interesserer sig for sammenhæng, historie, fysik, spiritualitet, virkelighed og i dén dur, så lyt med.

Ovenstående link er til første del. Der findes også en to'er.

Martin har også lavet "Tv fra en anden Planet" (fork. TV FAP), som også ligger på YouTube. Desuden har han startet en ny uddannelse op, Sansetræner, som snart går igang med at 'indrulle' de første elever.

Han er go' nok, ham Martin. ;-)

Lue, 8 mdr.

Idag er Lue blevet 8 mdr. Og ja, det er en klassiker, men hvor bli'r børn bare store hurtigt! Og jeg nyder hendes baby-tid, for vi skal ikke ha' flere børn. Så nu er det nu!
Da Lue blev født, så hun lidt spøjs ud. Hun lignede mest af alt en 30 årig Nepalesisk mand. Hvis tre orangeklædte munke var kommet ned ad mine forældres grusvej senere den dag, ville jeg overhovedet ikke være blevet overrasket.

Nå, men vi blev, til vores store og ærgelige overraskelse, indlagt dagen efter til Den Store Udredning. Det var ret træls. Lægerne glemte at sige, at hun ikke på noget tidspunkt var i livsfare, så der gik vel 1½ uge, hvor vi ikke vidste noget - udover at lægerne var 'meget bekymrede'.
Da vi endelig fik svar på alle de 1000 prøver, begyndte vores læge at tale om, at hun nok ikke ville kunne gå på en normal skole.
Skolegang?? Okay? Så hun dør altså ikke sådan lige NU-agtigt? Og slap dog af... hun er 10 dage gammel!

Det var ret spøjst. (Og alle de tanker jeg havde om forløbet, vil jeg fortælle lægen om næste gang jeg ser ham, så han kan handle anderledes en anden god gang).

Nå, men de fandt ud af, at Lue har Microcefali - som betyder 'lille hoved'. Og det lille hovedomfang kommer af, at hendes hjerne ikke er udviklet 'nok'. (Hendes hovedomfang var 30cm ved fødslen, hvilket var ca. 5cm for småt). Hun mangler helt eller delvist hjernebjælken, hendes frontallapper er forfladede og hjernen er ikke foldet 'nok'.
Men man ved ikke ret meget om Microcefali. Hverken hvorfor det opstår eller hvad det kan betyde for den, der har det. Det er alt fra 'i den tunge ende' til matematisk geni.
Jeg undgik helt at læse om det - lige indtil den anden dag. Jeg ville helst være helt uvidende, for at undgå at tænke på hende på andre måder end at hun er helt unik og fantastisk! Mine tanker skulle nemlig ikke påvirke mine handlinger på en negativ måde.

Men så her den anden dag, kom jeg alligevel til at søge lidt på det... Og det jeg kunne finde, var ikke just succesoplevelser og glade mennesker. Det var ret trist.
Så nu tænker jeg, at jeg vil skrive om Lue på en positiv måde. Så håber jeg, at det kan glæde og hjælpe andre.

Lue har lige fra første sekund været meget bevidst; ordene som gik igen hvergang nogle så hende var 'vågen' og 'meget på'. Hun har altid kunne holde sit hoved selv, stå på benene og løfte sit hoved i alle liggende stillinger. Hun havde alle spædbarns-reflekserne, så der var ikke noget at bemærke. De første udviklingstrin (smile, grine, øjenkontakt, pludren, opdage hænder) kom på slaget.
Senere begyndte hun at undgå øjenkontakt og det var jo lidt underligt. Men vi begyndte at træne det og efter 3 uger i Kina, hvor samtlige kinesere på vores vej ville hilse på hende, blev hun ræddi god til at ha' øjenkontakt + kontaktsmil! En anden ting med Lue er, at selvom hun godt kan kigge i folks øjne, kigger hun også op og til venstre over hovedet på folk. Det er dér, man ser folks sjælsbillede og alle spædbørn gør det. Men Lue gør det altså stadig - og tilmed helt bevidst. Det synes jeg jo er helt vildt fantastisk!

Nå, men vi blev tilknyttet en fysioterapeut på Holbæk Sygehus, som vi stadig går hos. Lue var lidt stram i musklerne i arme og ben. Hun holdte meget igen, når man fik fat i dem. Så jeg gav den gas med Indisk babymassage og stræk. Og nu er det MEGET bedre. Det hjalp hende også, at sidde hos mig i slyngen i de tre uger, vi var i Kina.
Hun ruller ikke sådan lige af sig selv. Hvis noget er super-spændende og hun er nøgen, kan hun godt vende sig fra ryg til mave. Men den anden vej, nej. Ikke endnu.
Til gengæld så kan hun sidde selv -og hun kan sidde lang tid og nærstudere sit legetøj. Hun spiser ok og hun er ræddi god til at kaste med agurkeskiver og skeer!
For tiden træner vi at komme helt op på strakte arme. Og når hun står der, skubber hun sig tilbage, så hun kommer op på alle fire. Det er SÅ flot! Vi træner også rul og det at bevæge sig rundt på maven efter legetøj. Hun er just begyndt at blive gal, når det ikke virker, så det er godt ;-)
Lue er en rigtig glad pige og hun skrupgriner, når hendes storebror laver kunstner - og når jeg råber AV! fordi hun har bidt i mit bryst. *Frække unge*
Hun kan li' at blive tumlet, kigge på lys og at komme ud og kigge sig omkring. Spilledåser og sange med fagter er et hit.
Vi er rigtig glade for hende, for hun er simpelthen så sød og lækker. Hun er lutter eventyr, komprimeret i en lille krop - det er, hvad hun er. Alle er også enige om, at hun ligner en lille alf.  ;-)

Her er et billede af Lue 8 mdr og af storebror Saxe, da han var 8 mdr. Her ses forskellen tydeligt. Men hvem ser egentlig mest 'mærkelig' ud? ;-)

Nå, men så tænker jeg, at jeg hellere må skrive lidt mere...

Ja, tiden flyver, du ved. Især når man har det sjovt OG er på barsel.

Dagene snupper hinanden en efter en og jeg føler ofte, at jeg ikke når noget. Ihvertfald ikke noget husligt.
Der er hele tiden nogen, der vil mig noget. Men det er også ok.

Men hey, vi har da 'nået' at være 3 uger i Kina og det var en oplevelsesrig rejse! Vi er den 'spontane type', må jeg indrømme, for vi havde ikke rigtig bestemt, hvor vi skulle være, hvornår og hvordan og hvorledes. Men heldigvis har vi vores gode erfaring (eftersom vi har boet nogle år i Shanghai), så det gik fint. Det var nok mere Bedsteforældrene herhjemme, der fik det lidt skidt ved tanken om os, der hikede rundt i ukendte kinesiske bjerge i tusmørket - med de to unger på slæb.
Så trods kinesisk nytår kom vi fra punkt A til B til C til B til D til B til A sammen med 400 mio. andre rejsende.

Vi kom godt hjem. Jeg havde taget 10 år på, Lue havde taget en flok stafylokokker + en betændt finger med hjem og Saxe nåede lige at komme sig ovenpå en omgang mundbetændelse.
Det var en benhård tur, men vi fik set nogle virkelig flotte steder. Steder, som man faktisk godt gider besøge igen. En anden gang. Evt. med bedsteforældrene. ;-)

Kina er et spændende land. Især når man ikke bor der.