Hey, hey! Nyt indlæg!

Så gik der to uger med intro til GAPS-diæten. Det føles som utrolig meget længere tid!

Åh sukker. Hvedemel! Pyha.
Pludselig mærker jeg, hvad det gør ved mig. Både det dårlige - men også det gode; Trygheden, bong-heden og trangen til bagefter at putte sig under dynen og 'sove den ud'. *Ah*
Det er ikke smagen af sukker, man er ude efter, kan jeg så fortælle. Det er kick'et. Det er dét, det gør i hjernen. Belønningen, der breder sig ud i kroppen.
Daddelkugler, slik sødet med stevia, banan og æbler. Det smager dejligt. Men det gør altså bare ikke det samme.
Nå.
Men altså, man kommer jo over det. Siger folk.
Sønnike græd over savnet af sukker og hvede de sidste to fredage... Og det forstår jeg udmærket.

Udrensningssymptomer: (Og det er altså kun minus sukker, hvede og mælkeprodukter)
-Ømhed på bagsiden af benene
-Ømhed i lænden
-Hovedpine
-Vand i kroppen
-Irritation
-Opblusning af eksem
-Træthed
-Lort, lort og atter lort(!)

Det gode:
-Saxe er allerede blevet stærkere (han kan nu dreje på salt- og peberkværn, hvilket han ikke kunne før(!))
-Os voksne har betydeligt længere lunte nu
-Færre vredesudbrud
-Kan føle tørst nu
-Kan føle tissetrang
-Kan føle træthed
-Går i seng når træt, istedet for at holde sig kunstig vågen på sukker
-Kan smage madens mange nuancer
-Kan smage sødt, hvor vi ikke før kunne smage det

Så... det er da meget godt :-)

Som sagt er der flere ting som Saxe savner og jeg prøver virkelig at give ham det - bare på en anden måde, selvfølgelig.
Han ELSKER sushi! Det er hans livret og det, han kan spise mest af. (Han plejer at spise 18 stykker!).
Så det moanede ham rigtig meget over, at han ikke måtte få.
Moren 'Googlede' og 'Pinterestede' GAPS SUSHI og så lavede vi simpelthen sushi med blomkålsris.
Og ved I hvad? Det blev godkendt! OGSÅ af faderen, der er notorisk blomkålshader!
Så det var bare skidegodt.
Og ydermere, så har jeg brugt tippet fra madiharmoni.dk , om at lave sovse af blomkål. Det lyder ikke særlig lækkert, men det virker og det ER faktisk rigtig lækkert. Jeg har lavet sovs med rød karry, gul karry og bechamelsovs i vores lasagne (hvor jeg skar tynde skiver butternut squash og brugte som plader).

Fra imorgen skærer vi ALLE korn, kartofler og gris væk. Så i de to næste uger vil vi nyde at spise bønner og linser, inden de også udgår af kosten.
Nu kommer jeg ikke udenom at lave ugemadplaner. Det kan jeg godt se.
Det er nok også meget godt ;-)

Det årlige indlæg...eller hvordan?

Så gik der jo nærmest lige et år til... Jeg er åbenbart ikke den store blogger længere, som jeg var i min spæde ungdom.
Jeg synes umiddelbart også, at jeg har haft *rigeligt* at se til.

Når jeg kigger mig omkring på de sociale medier og ser billeder af folks første, anden, tredie, fjerde og femte(!) barn, så giver det et lille stik i hjertet hver gang.
Hvorfor får de fuldstændig 'normale' børn?
Det er misundelsens ansigt, der lige dukker op; Børn, der vokser efter de gængse kurver. Børn, der starter i almindelige børnehaver, når de er 2,9 år - til tiden. Børn, der taler. Børn, der sover. I deres egne, selvvalgte senge. Med krammebamser, der har navne. Børn, der har legekammerater. Børn, der kan det, som børn nu engang bare kan.
Ting, som man tager for givet.
Lige indtil ... man får et barn med et handicap. Og kurverne knækker. Og målene ikke opfyldes. Og kommunen skal indover.

Jeg har verdens dejligste dreng og verdens dejligste pige.
Førstnævnte er den nemmeste, mest finurlige og cool dreng, som alle bare vil passe.
Sidstnævnte er den gladeste, mest nuttede ... og den vildeste.. som folk gerne vil komplimentere... i kort tid.

Det er hårdt. Mega-hårdt. Og alle andre (virker det til) får bare deres unger passet og stryger på forlænget weekend i Paris med deres mand. Piece of cake at ha' børn!

Vi gik på kommunen, da vi ikke kunne mere, og bad om aflastning to nætter om måneden. Det gjorde vi i Februar. 2015. Og nu skriver vi, som bekendt Januar 2016...
Dog skete der noget, da jeg i desperation og grådkvalthed kontaktede sagsbehandleren i September; Lue fik bevilget en plads i kommunens specialbørnehave, inklusiv 6 x overnatning fra Oktober til og med Marts.
*Hurra*
Seks nætter med søvn på ½ år!
Luksus ... ish.

Nå.

Men derudover så går det fremad med Lue! Vi startede med at give hende CBD-olie i Maj og siden da har hendes udvikling bare strøget afsted! Hendes sprog er blevet så fint, at hun nu starter med at have talepædagog. Hendes hukommelse er fænomenal og hendes impressive sprog er virkelig godt. Motorikken er også rigtig fin og hun er nu nået til "kan selv, vil selv"-perioden. (Hvilket godt kan være lidt træls - men som i det store hele jo er fantastisk!)
Hendes børnelæge kaldte hende for et mirakel sidst vi besøgte ham og blev 'degraderet' til kun ét årligt besøg. Det ville vi naturligvis ikke høre tale om, da vi nyder hans selskab. Vi truede ham med, at vi så ville venne-anmode ham på Facebook! Så vi fik lov at beholde de to konsultationer om året.

Saxes mave og resten af hans krop og psyke har haft det ret skidt siden han fik sine første vaccinationer, så nu, efter 6+ år, må vi gøre noget!
Vi har haft ham til både almindelig læge, kinesisk læge, antroposofisk læge, kinesiolog og nu en homøopat/ernærningsekspert. Saxe har, efter al sandsynlighed, Leaky Gut. Altså, hans tarm er utæt.
Hvad kan vi gøre? Omlægge vores kost.
Vi har været om det nogle gange. Været glutenfri. Halvt sukkerfri. Og så faldet tilbage til 'almindelig' mad.
Ikke så nemt, når dårlig mave efter så mange år er blevet hverdag og alle konstant serverer hvede og sukker til alle måltider. Så går det i glemmebogen.
Men nu går den altså ikke længere!

D.2. Januar 2016 gik vi igang med at udfase fødevarer fra vores kost.
I disse første uger udelukker vi: Hvedemel, ris, mælkeprodukter og ..uha... sukker.
Årh, hvor kan vi mærke afhængigheden! Oh-la-la! Vi har fjernet alt slikket og erstattet det med ting, vi gerne må spise. Det hjælper en del.
Næste skridt er at fjerne kartofler, gris og alle typer korn!
Næste igen ryger bønner og linser.
Yaks! Det kræver fantasi i køkkenet. (Og de GAPS-kogebøger, som manden har indkøbt).

Når vi så er blevet helt harmoniske i krop og sind, så kan vi introducere enkelte fødevarer igen og se, om vi tåler dem.
Så det er altså ikke forevigt! Men... en god lang periode.
Det skal nok blive sjovt! Det bliver ihvertfald en udfordring. Og dem er vi jo lissom vant til ;-)

(Godt Nytår, forøvrigt. 2015 var et skod-år. I år bliver bedre. It better!)