Siden d.6. august

Den 6. august ansøgte jeg Holbæk Kommune om Tabt ArbejdsFortjeneste, da jeg havde valgt at Lue alligevel IKKE skulle starte i kommunal dagpleje, for det syntes jeg ikke hun (eller jeg) var klar til. Istedet ville jeg selv træne hende med hjælp fra vores anviste fysioterapeut - uden indkomst.

Det var en lidt længere process... Det der med det offentlige, telefonomstillinger, ferier og misforståelser generelt, kender de fleste rimelig godt til. Så der er ingen grund til at remse op og ned ad stolper her.

Nå. Men da jeg ansøgte kunne Lue hverken rulle, sætte sig op fra maveliggende, krybe, kravle eller noget.
Så jeg skal da lige love for, at der er sket noget på de tre måneder!

Vi var til hendes halvårlige 'tjek' hos lægen på Holbæk Sygehus forleden og han var glad for at se og høre om alle de færdigheder hun har tillært sig siden sidst;
-Ruller til begge sider
-Sætter sig op
-Kravler
-Rejser sig på knæ
-Kan stå op ad ting og holde fast
-Giver ting til een, når man beder om det
-Kan fagter til sange og kan høre, hvor i sangen man er nået til
-Vinker og siger 'Aiiii-aaiiii'
-Samler små ting op med pincetgreb (og stopper dem i gabet..)
-Sidder på potte og siger 'tssss'
...osv osv. Listen er faktisk lang.

Han målte og vejede hende og det ser ud som følger:
Alder: 14 ½ mdr
Vægt: 7,5 kg
Højde: 71 cm
Hovedomfang: 37cm

Hovedet vokser i det rigtige tempo og det betyder, at hjernen også vokser. Det fik lægen lige en *High Five* på! (Den skulle jo også gerne vokse med alt dét vi propper i den!)

Lægen havde skrevet så fint til kommunen :
"(...) Pga forløbet, og Lue's diagnoser med mikroencefali, anbefales det fra lægelig side, at mor, i forlængelse af sin barsel, får mulighed for tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens §42."

Og så måtte den stakkels sagsbehandler jo tænke lidt ud af boksen - for hun havde haft svært ved at komme mig i en kasse, da jeg ikke gik på barsel fra et arbejde, men istedet et studie... What to do? Jeg må være den første studerende i historien, der har fået en handicappet barn. Tænk engang!

Men jeg har altså fået 10 timer ugentligt á 130kr/timen. Og sågar med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet(!) Det holder så til og med årets udgang.
Det er jo ikke skide-meget, men det er nok til, at vi kan betale husleje nogle måneder endnu.
Hvad der så sker efter nytår, må vi jo så se på.

Oveni hatten ville vores søde læge skrive et nyt brev til kommunen, så vi kan få bevilget baby-svømning! *Hurra*

Så er jeg er faktisk glad.
Jeg er træt dog. Stadigvæk. Så nu er jeg gået igang med 'Sov igennem uden gråd'-bogen.
Nogle nætter kan hun sove 8 timer i træk, hvor det så kun er MIG, der vågner tusind gange - og andre nætter kaster hun sig rundt, niver og skriger i 3-4 timer. Åh, min Gud!
Og det værste er, at jeg ikke er venlig imens. Jeg er sur. Uendelig sur.
Og forleden var jeg så sur, at jeg gav mig selv et blåt øje, da jeg i min vrede ville rette på stræklagenet, som jeg lå på. *Ba-Doing* Det var smukt og tragikomisk på samme tid.

Jeg drømmer om lidt fritid for mig selv - og muligvis også lidt tid alene med min mand.

Kan man skide sidde i fred? Næhnej...

Jeg nyder de få gange, hvor jeg får lov at sidde på toilettet for mig selv og jeg tager super-lange bade og tager mig god tid, når jeg er i vaskekælderen for at ordne bleer.
Jeg har en idé om, at til sommer, SÅ sover alle og SÅ kan mor og far rejse på forlænget weekend alene.

Det blir dejligt *Zzz*

Den dejligste dag i 100 år

Min helt vildt søde mand havde fødselsdag igår og jeg havde ikke rigtig kunne finde ud af, hvad jeg skulle gi' ham. Mest fordi det helst ikke måtte koste noget, da pengekisten er rimelig ...skrabet. Lad os bare kalde det dét.
Men så komjeg i tanker om, at noget af det han ønsker sig allermest er fred og ro - sammen med sin kone.
Så det fik han!

Jeg afleverede den ene unge til skolen og 'fritten' og den anden hos Bedsterne.

                                                                                                         

Vi pakkede frokost, kage, kaffe og the, tog varme jakker på og kørte til Maglesø, hvor vi gik rundt om søen og nød den smukke natur.
Så fandt vi bådebroen og satte os der lige midt i solskinnet. Vandet var helt klart og der var rigtig mange aborrer, der svømmede rundt og napsede de små stykker mad, vi smed ned til dem.
I to timer lå vi bare der og kiggede på vandet, himlen og hinanden.

Det var verdens bedste dag!

Vi skal være mere vågne nu...

...for Lue KRAVLER!!
Yes! Endelig, sukkede Moren lettet og glad.

For 1½ uge siden, mens vi havde besøg af en veninde og sad og talte, afbrød jeg pludselig samtalen og udbrød:
"Flyttede hun ikke lige benet??" "Jo! Se! SE!"
*Jubel med hænderne overhovedet*

Og siden da er det jo bare gået stærkt! Hun kravler alle steder hen og rejser sig op på knæene og kan nå alle de ting, som hun ikke må få fat i.
Sådan er det jo.
Og selvom vi har fået mere travlt og skal holde øje med hende (hvilket kan være liiiidt irriterende), så er det simpelthen så fedt!
Hun er ved at lære "NEJ!" at kende og det ser ud til, at meningen er ved at synke ind.

Hun er også begyndt at 'tilbyde' os ting; sutten, noget mad, legetøj, gamle sokker. Det er virkelig sødt af hende!
Hun kan også lokalisere min næse. Både når man spørger efter den, men også helt naturligt, når vi putter sammen. Så skal den bare hives og pilles i. Det er knapt så sødt.

Vi har været ude at besøge en privat dagplejefar og jeg har sågar, atter engang, skrevet hende op. Så... nu må vi se. Jeg har stadig svært ved tanken om at skulle aflevere hende til andre. Så tit. Uha.

Til babysvømningen vil læreren også rigtig gerne ha', at jeg dykker hende under vandet. Og det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til. Det hjælper så heller ikke, at Lue ikke pr instinkt lukker øjne og mund. Hun spærrer begge dele op i ét stort grin og når hun får kontakt med vandet, ryger det bare lige ind i gabet på hende. *Jeez* Så dét gør jeg altså ikke. Punktum.

Der sker så meget med hende og hun er så sød - hvilket vi også får at vide af alle mulige folk hele tiden. Det er rart :-)
Vores egen lille Cabbage Patch Kid .

Nu fik jeg tid!

..til at skrive om, at jeg fik tid. Veninde-tid!!

Det er over 10 år siden, jeg sidst var 'ude'. Jeps. Jeg har talt efter.
Hvordan ku' det ske??, spurgte min veninde.
Jo, jeg flyttede til Shanghai, hvorden stod på nyforelskelse i lejligheden, gåture på campus og ellers træning (altså GongFu-træning!) i parken. Og så blev jeg gravid, flyttede tilbage til Kbh og var Mor for fuld hak. Det var jeg ligeså, da vi flyttede til Ebeltoft laaaangt ude på landet. Og så da vi så flyttede tilbage til Sjælland, boede vi for langt væk fra familien, så der var ingen, der lige kunne passe junior. Og så blev jeg gravid igen. Og nu er vi her. Tættere på familie og venner og pludselig dukkede chancen og dagen op og jeg befandt mig i det skønneste, sjoveste selskab og var bare MIG!

Min veninde, der bor på Amager, arbejder i Vega og da jeg sagde, at SELVESTE Mike Patton skulle spille der, skrev hun mig fluks på Gæstelisten! Og nogle dage forinden koncerten fik jeg at vide, at vores fælles veninde ville komme hjem fra England for at være med!
Det var det bedste!
Så vi afleverede ungerne hos hhv mand og kone, dullede os en lille smule op (jeg fik concealer på for første gang for at fjerne de mørke "mor-rander" under øjnene) og så afsted!

Vi skulle først ud at spise på restaurant(!), men kunne slet ikke bestemme os. Vi valgte en burger joint, hvor der så ikke var plads. Så gik vi ind på Sticks 'n Sushi og fik udleveret en hel novellesamling af et menukort, og det kunne vi ikke lige overskue, så vi smuttede igen.
Og så endte det med gode, gamle Pornsak på Halmeren, hvor jeg plejede at hente stegte nudler i weekenden, iført pyjamasbukser og islandsk sweater. De kendte mig udmærket ;-)

Så sad vi der og grinede og sludrede! Åh, det var SÅ rart!
Og pludselig afbrød min veninde mig: "Katrine! Vend dig om! Lige nu!!"
Så stod Mike Patton LIGE UDEN FOR VINDUET!!
*Skriiiiig*
Vi var SÅ tæt på at gå ud til ham, men hvad skulle vi sige?? Og vi var totalt røde i kinderne og 19 år igen!
Naaaarj, hvor vi ærgrede os bagefter! (Og gør det vel egentlig stadig..)
Men hold kaje, hvor var det sjovt!

Efter forgæves at prøve at få fat på en t-shirt fra restauranten (som vi ville give til Mike (jow-jow)), gik vi på Vega og så, at nærmest hele vores gamle gymnasie-årgang også var mødt op lissom i de gode gamle dage.

Ååååh, det var verdens bedste aften. Også selvom de kun spillede i en time og vi frøs mega-meget ude foran band-bussen bagefter.
Da jeg trillede i seng EFTER midnat(!) var jeg en meget lykkelig mig.

*Hurra* for veninder!

1 år - lækkert hår!

Tænk, idag er det allerede et helt år siden, at Lue Eo kom ud til os ved den skønneste hjemmefødsel i mit barndomshjem!
Hun var ikke speciel køn, da hun kom ud, så man må sige, at det klæ'r hende at blive ældre.

     

Igår fejrede vi hende med den nærmeste familie og det var hun lidt betuttet over - lige indtil hun fik lov at gå om bord i al gavepapiret. SÅ var hun i sit es igen!

Hun triller nu rundt helt bevidst og er rigtig dygtig til at lave fagter til vores sange. Jeg synes, hun så småt også er begyndt at efterligne ord. Hun har ihvertfald lige aet mig (med flad hånd, tak - ikke de der kradse negle!) og sagt "Aaaa-aa".
Kravleriet lader vente lidt på sig, men jeg tror ikke, det kan vare så længe. Hun vil rigtig gerne, men hun behøver både afspænding og lidt mere træning. Men snart, SÅ er den der!

Men hun er kvik i pæren, er hun. Og uendelig sød! Hun er og blir min lille øjesten.

Tillykke Lue Bue Morgenfrue !

Første Skoledag!

Igår havde Saxe sin allerførste skoledag! Det var stort! *Kømpestort!*

Han havde talt ned i månedsvis og endelig oprandt dagen og han forlangte flag på bordet og pandekager til morgenmad. Det fik han. Og vi sang Hr Skægs sang "Første skoledaaaag, første skoledaaaag..." - og vi græd en lille smule.

Kl. 09.50 trillede vi ind på skolens område med "Skæg med ord" drønende for fuld hak ud ad bilradioen og jeg fik bakset mit kamera frem af tasken og stillede Saxe på nøjagtig samme sted på parkeringspladsen, hvor jeg stod for *regne-regne* 27 år siden og fik taget billede af MIN mor, da jeg havde første skoledag (dog i 1. klasse).

Det var meget nostalgisk.
(Jeg prøvede så at finde det billede igår, men det ku' jeg så ikke lige..)
Og så gik vi ned i skolegården, hvor alle de andre spændte børn og deres forældre ventede på, at inspektøren skulle holde sin årlige velkomsttale.
Alle 0. klasserne blev nævnt ved navn og budt velkommen til skolen. Vi blev gennet ud i klasserne, hvor eleverne skulle finde deres plads. Efter et par korte beskeder om skoleintra *gys* og skolefotos, blev vi forældre smidt ud og så var vores dreng officielt et skolebarn med egen plads, skolebøger, postmappe og klassekammerater!

Og så stod vi der. Med de andre forældre. Og var for generte til at tale med nogen.
Men så fangede Søren en kop kaffe og pludselig var der en, jeg kendte og så var alt rart igen.
Jeg spottede flere forældre, hvis søskende, jeg havde gået på selv samme skole med og så kørte tidsmaskinen inde i mit hoved.
Hvor sjovt, som verden er skruet sammen.
Jeg kunne se mig selv sidde alene på gyngen og græde over, at Ulla havde drillet og nu legede med min bedste veninde. Og nu stod jeg her; voksen - ikke sur på Ulla mere og kan lege med min veninde så tit jeg vil, for jeg har bil og bor 3 km fra hende - og med min egen søn og datter ved min side.

Da ungerne var færdige i klasserne, spiste vi alle frokost sammen i skolegården. Bagefter løb Saxe ud og legede med en klassekammerat og 5 min. efter var han sur og der var 'aldrig noget, der ku' gøre ham glad igen'. Så vi kørte hjem til 'Verdens kedeligste lejlighed' og satte Phineas og Ferb på. Det hjalp heldigvis og han er nu klar til at tage tasken på ryggen igen imorgen.

Så er det bare, om Moren kan klare den nye hverdag...? Uha.

Og apropos...

Så har vi bryllupsdag idag. Træ-bryllupsdag.
Det er 5 år.
*Swoosh*
Det er da også noget.

Jeg tror, vi snupper fem til.

Tiden er nog't mærkeligt nog't...

Så er vi allerede i August. Hvad sker der med det??
Det har været en dejlig sommer.
Vi købte bil for en måneds tid siden (efter en pause på et år) og så fik den ellers et par drag over nakken! Snart 2000km har vi allerede kørt i den!
Vi startede med at besøge vennerne i Økobyen. Det var tiltrængt. Bagefter drønede vi til Ebeltoft og holdte ferie hos Svigerne i 10 dage med udflugter til Horsens (for at hjælpe med at bygge Earthship) og Århus (for at lytte til Indra i domkirken). Vi fik leget og badet og spist is.
På 10. dagen tog vi turen ned gennem Jylland og landede hos Tante og Onkel, hvor vi blev forkælede som vanligt. Uha, det var rart!
Efter en forholdsvis god nats søvn kørte vi over Fyn, med stop i Odense for at besøge gode venner, og så var vi hjemme på pinden igen.
Det var manden ikke så tilfreds med. Han ville ha' mere. Så nogle dage efter kørte vi til Sverige, hvor vi havde tre-fire dage i forældrenes sommerhus. Praktisk og herligt!

Og nu er Saxe startet i SFO og Lue fylder 1 år om under to uger..!!
Det kan man jo ikke forstå. Hvor blev tiden af?
Jojo, jeg blev 34 somre for 1½ uge siden, men ... det betyder vel ikke, at mine børn OGSÅ bli'r ældre?! Eller hvad??
Saxe rev også tand nr. 2 ud forleden. "Tænk, at du har sådan en gammel dreng, der har tabt TO tænder", sagde han til mig, mens han aede mit hår.
Ja, tænk engang... Og på lørdag er det FØRSTE SKOLEDAG!

Og Lue blir også større. Hun lærer nye ting og er ved at blive en rigtig putte-pige. Dét er skønt! Der er da ikke noget bedre, end ens barn, der putter sig ind til een.
Vi er ved at lære hende at kravle. Hun bevæger selv sine arme, mens vi bevæger hendes ben.
Hun er begyndt at rulle fra mave til ryg og hun er så småt begyndt at lave fagter til en bestemt sang, vi synger hver dag.

Min barsel er slut og jeg er gået igang med at søge, om jeg kan få tabt arbejdsfortjeneste og træne Lue herhjemme. Det kan blive en langtrukken affære, fik jeg at vide idag. Men jeg håber, at vi får masser af hjælp fra både vores læge og fys.

Jeg synes, der sker en hel masse samtidig med, at der ikke sker så meget.
Men det er jo ikke noget nyt... :-)

Slut, prut.

I fredags havde Saxe sin sidste dag i Børnehaven. Som i... han skal ikke gå i børnehave mere, for om 1½ måned starter han i SKOLE!
Jeg forstår jo intet af det.
Her lige for et øjeblik siden, har jeg puttet Lue i en dragt (str. 74) som jeg TYDELIGT kan huske, at Saxe sov i. Og det kan jo ikke være meget mere end et par dage siden.
Det gi'r nul mening.
*Suk*
Men han er glad og er jo næsten ved at revne af stolthed bare ved tanken om at skulle bruge sin skoletaske, med tilhørende penalhus og alting, i hans SKOLE!
Og ikke nok med, at det er hans skole - det er også MIN skole. Jeg gik der til og med 2. klasse. Og tænk engang, at min egen dreng kommer til at sidde i samme klasselokale som mig. Dét er da for sjovt!
Heldigvis har de i mellemtiden lavet skolen om til en Lilleskole. Det var mildest talt ikke verdens mest pædagogiske lærere, der arbejde der i sin tid. *Gys*
Men nu vanker der bedre tider for skolen og vi ser, hvordan Junior ta'r det.
(Det er nu nok værre for mig, der skal op at aflevere HVER dag!)

Nå, men i anledning af hans sidste dag havde jeg lavet et FrugtMonster til ungerne. Det var i skarp konkurrence med en flot Fodboldkage, lagkage og is... Men eftersigende var de vilde med det og alt blev spist. Saxe var yderst tilfreds, så mon ikke vi laver sådan en fætter igen i løbet af sommeren.

Og Lue? Jotak, hun gumper afsted nu. Det er skønt! Omend vi nu (seriøst) skal ha' ryddet op og fjernet de knapt så børnevenlige ting fra gulv og lave hylder. Og der skal nok også fejes lidt oftere...
Jeg er meget glad. Fysioterapeuten var nemlig ikke så sikker på, at hun ville komme til at kravle (det sagde hun ikke direkte, men jeg fornemmede det) og da hun heller ikke kryber fremad, men istedet skubber sig bagud, var jeg lettet, da hun pludselig bevidst begyndte at gumpe sig hen til ting.
Jeg lokker med min mobiltelefon (I know...), så her i eftermiddags bevægede hun sig 3 meter gennem stuen.
Hun er også begyndt at lege 'Titte-bøh' med sin klud og det er jo evigt sjovt. Hun vinker og jeg sværger, hun nogle gange siger Ai-aiiiii (som i hej-heeej).
Hun har nu 8 tænder, som hun skærer mod hinanden - og det er knapt så sjovt for os andre.
Men hun er sådan en dejlig, glad pige, der gi'r mange smil og skrupgriner, når storebror laver kunstner.

Lue låner lige Moster Sus' gamle briller ;-)

Dyttenborg Knurrepark

For ... ja, en god måneds tid siden, tog mine forældre undertegnede + børn med til Lolland. Lørdag skulle jeg gense Knuthenborg (efter godt 25 år(!), vil jeg tro) og søndag var det Fætter Bobby's fødselsdag.

Det var sådan en dejlig dag i safariparken! Man skal jo ha' en HEL dag - for ikke nok med de fantastiske områder med lækre dyr, så har de lavet Danmark største naturlegeplads, inkl. vand-legeplads! Så fedt et sted! Saxe var ellevild og siden solen bragede ned over os, fik han selvfølgelig lov til at løbe ind og lege med vand. Først med lidt tøj på, for det var kun 'støvregn', der kom ud af de fleste vanddyser. Men efter 5 min. ku' jeg godt kalde ham tilbage og flå resten af tøjet af ham.

Og dagen efter skulle vi, som sagt, til 6 års fødselsdag. Det er sjældent, at fætrene får set hinanden, men NÅR de så gør, hygger de sig SÅ godt sammen!
Og sig mig, hvor blev tiden lige af??

Rip, Rap og Rup anno 2008

Rap, Rip og Rup anno 2013

LueNyt

For to uger siden var Lue til fys. og dagen efter til tjek hos ham børnelægen, der følger hende.
Det gik rigtig fint og jeg havde jo glædet mig til at hun skulle vise alle de nye tillærte færdigheder. Jeg remsede op, men det var ikke mange af dem, som hun gad at vise *Himle*. Men fyssen troede heldigvis på mig og skrev det hele ned. Flinke dame!
Hun spurgte mig, om jeg kunne få Lue til at klappe kage eller spille på munden. Æh, nej! Jeg kan da ikke få hende til noget som helst! Hun gør lige, hvad der passer hende.
Jeg fik nogle flere tips og tricks til træning af pigen og hun fangede det lynhurtigt. Super-sejt!

Den søde dame fik en kollega til at tage hendes klient næste dag, så hun personligt kunne aflægge rapport til vores læge.
Og det gjorde hun så - og sagde en masse fine ting om Lue; Nysgerrig, gå-på-mod, altid glad, lærenem/-villig, kvik og flere ord i dén dur. Og hun understregede nogle færdigheder, som hun syntes var specielt flot, at Lue har; fx faldreflekser til begge sider.
Det blev så bestemt, at der skal udarbejdes en såkaldt "genoptræningsplan" og så tager kommunen over. Det betyder, at en ny fysioterapeut skal følge Lue fremover og at vi kan søge om støtte derigennem. ...Vil jeg tro. Nu må vi se. Regler og systemer blir jo hele tiden lavet om.

Nå, men lægen målte og vejede Lue og mærkeligt nok er hun ikke rigtig vokset i højde og drøjte i flere måneder (65cm, 7kg) - men jeg kan se, hun vokser ud af sit tøj (74/80) , så ét eller andet MÅ der ske på den front. Mystisk.
Heldigvis er hendes hovedomfang øget en smule, så nu måler hun ca. 36½ cm.
Alle kurver er knækkede, men som lægen sagde, så trives hun jo  - og hvis det ikke var for hendes lille hoved, så ville han ikke løfte et øjenbryn.

Lue snakkede rigtig godt med i den time vi var der og charmede både læge og fys. Og det er jo et rigtig godt tegn.
Jeg fik også fortalt Hr Læge, om mine/vores oplevelser ved indlæggelsen og han tog kritikken til sig og ville tænke over det. Så det var dejligt - både at få lettet sit hjerte, men også at andre med små børn på hospitalet, kan få en mere positiv kommunikation med lægerne. Det er ihvertfald mit ønske.

I skrivende stund bruger Lue sin nedarvede stædighed på at lære at komme omkring. Der er jo mange ting i vores lejlighed, man kan få lyst til at stoppe i munden - eller bare skille ad.
Hun spræller stadig som en fisk på land, men kommer rigtig fint rundt om sig selv, skubber sig bagud og er sågar begyndt at 'gumpe' lidt + hun prøver at krybe 'army style' - hvilket nogle gange resulterer i, at hun ruller fra mave til ryg. Flot!
Hendes lyde er også meget varierede nu og hun siger "Hai!" (meget japansk-klingende) og "Jaah".

Det var fedt den anden aften, da følgende 'samtale' fandt sted:
Søren: "Hej Lue"
Lue: "HAI!!"
Søren: ?? "Siger du hej?"
Lue: "Jaaaah!"

Hun er en glad pige, med 6 tænder + 2 mere på vej. Hun bider hårdt (spørg selv storebror...) og hun elsker at kradse i ting. -Hvilket så har resulteret i mange uger med plaster, hue og strømpe på hånden. Børnesår er nederen. Punktum.
Men endelig i forgårs var det væk og vi kunne tage huen af hende og se hendes flotte garn.
Søde pige, altså.

Trætte Trættesen

Jeg er så træt.
Helt vildt.
Jeg har ikke sovet i 6 år.
Jo, altså, jeg har sovet igennem én hel nat for to år siden.
Det var også vildt.

Når det er specielt slemt, så er jeg ikke længere Flinke Flinkesen.
Så er jeg Sure Suresen. Med surt på.
Helt vildt. Træls.

Jeg dagdrømmer om søvn.
Helt uforstyrret, lækker, dyb søvn.
Helt vildt!

Jeg er træt af at være træt.
Det kan man godt.
Jeg vil være Friske Friskesen.
Helt vildt.

Nok mest for bedsteforældrene

Her er en video, hvor Saxe og Lue leger sammen.
Som sagt, det er nok mest for dem, der ikke ser dem så tit og derfor savner lidt levende billeder.

Hun rykker!

Her nu, tre uger efter vi sidst var til fysioterapeut med Lue og fik nogle tips til træning af hende, er det med stolthed i stemmen jeg nu kan berette, at hun nu kommer helt op på strakte arme og 'krabber' rundt efter sit legetøj - OG at hun idag også rullede fra mave til ryg OG at hun nu pludrer i 'remser' OG hun klapper sørme også kage!
I forhold til storebror's udvikling, er hun helt med nu.

*Hurra*

Jeg er bare så glad og stolt af min seje pige!

Og storebror har helt sikkert del i æren, for han tumler, kilder og laver spas med hende - konstant! Der er bare sansetræning for fuld hak, når han er hjemme.
Han er smask forelsket i hende og jeg blir så boblende lykkelig, når de to sidder i sofaen og skrupgriner sammen. Så er der noget ved det!

En sang for Martin

Min gode, gamle ven Martin (som nogen måske kender lidt til) er en sjov een. Jeg har kendt ham i snart 12 år og i den tid, har han virkelig forandret sig. (Det har jeg så også, men det er måske/måske ikke en anden snak).
For kort tid siden var han ude at fortælle om nogle meget personlige ting og om hvordan han opfatter sammenhængen mellem alt og alle på Jorden og i Universet. Jeg kunne desværre ikke deltage den dag, men forleden var der så en venlig person, der havde lagt det hele ud på YouTube, så nu kan vi alle få glæde af det.
Personligt synes jeg, det er helt vildt spændende og interessant. Martin er en fremragende foredragsholder, så man keder sig ikke - selvom det er godt 2 timers lyttetid.

Hvis man interesserer sig for sammenhæng, historie, fysik, spiritualitet, virkelighed og i dén dur, så lyt med.

Ovenstående link er til første del. Der findes også en to'er.

Martin har også lavet "Tv fra en anden Planet" (fork. TV FAP), som også ligger på YouTube. Desuden har han startet en ny uddannelse op, Sansetræner, som snart går igang med at 'indrulle' de første elever.

Han er go' nok, ham Martin. ;-)

Lue, 8 mdr.

Idag er Lue blevet 8 mdr. Og ja, det er en klassiker, men hvor bli'r børn bare store hurtigt! Og jeg nyder hendes baby-tid, for vi skal ikke ha' flere børn. Så nu er det nu!
Da Lue blev født, så hun lidt spøjs ud. Hun lignede mest af alt en 30 årig Nepalesisk mand. Hvis tre orangeklædte munke var kommet ned ad mine forældres grusvej senere den dag, ville jeg overhovedet ikke være blevet overrasket.

Nå, men vi blev, til vores store og ærgelige overraskelse, indlagt dagen efter til Den Store Udredning. Det var ret træls. Lægerne glemte at sige, at hun ikke på noget tidspunkt var i livsfare, så der gik vel 1½ uge, hvor vi ikke vidste noget - udover at lægerne var 'meget bekymrede'.
Da vi endelig fik svar på alle de 1000 prøver, begyndte vores læge at tale om, at hun nok ikke ville kunne gå på en normal skole.
Skolegang?? Okay? Så hun dør altså ikke sådan lige NU-agtigt? Og slap dog af... hun er 10 dage gammel!

Det var ret spøjst. (Og alle de tanker jeg havde om forløbet, vil jeg fortælle lægen om næste gang jeg ser ham, så han kan handle anderledes en anden god gang).

Nå, men de fandt ud af, at Lue har Microcefali - som betyder 'lille hoved'. Og det lille hovedomfang kommer af, at hendes hjerne ikke er udviklet 'nok'. (Hendes hovedomfang var 30cm ved fødslen, hvilket var ca. 5cm for småt). Hun mangler helt eller delvist hjernebjælken, hendes frontallapper er forfladede og hjernen er ikke foldet 'nok'.
Men man ved ikke ret meget om Microcefali. Hverken hvorfor det opstår eller hvad det kan betyde for den, der har det. Det er alt fra 'i den tunge ende' til matematisk geni.
Jeg undgik helt at læse om det - lige indtil den anden dag. Jeg ville helst være helt uvidende, for at undgå at tænke på hende på andre måder end at hun er helt unik og fantastisk! Mine tanker skulle nemlig ikke påvirke mine handlinger på en negativ måde.

Men så her den anden dag, kom jeg alligevel til at søge lidt på det... Og det jeg kunne finde, var ikke just succesoplevelser og glade mennesker. Det var ret trist.
Så nu tænker jeg, at jeg vil skrive om Lue på en positiv måde. Så håber jeg, at det kan glæde og hjælpe andre.

Lue har lige fra første sekund været meget bevidst; ordene som gik igen hvergang nogle så hende var 'vågen' og 'meget på'. Hun har altid kunne holde sit hoved selv, stå på benene og løfte sit hoved i alle liggende stillinger. Hun havde alle spædbarns-reflekserne, så der var ikke noget at bemærke. De første udviklingstrin (smile, grine, øjenkontakt, pludren, opdage hænder) kom på slaget.
Senere begyndte hun at undgå øjenkontakt og det var jo lidt underligt. Men vi begyndte at træne det og efter 3 uger i Kina, hvor samtlige kinesere på vores vej ville hilse på hende, blev hun ræddi god til at ha' øjenkontakt + kontaktsmil! En anden ting med Lue er, at selvom hun godt kan kigge i folks øjne, kigger hun også op og til venstre over hovedet på folk. Det er dér, man ser folks sjælsbillede og alle spædbørn gør det. Men Lue gør det altså stadig - og tilmed helt bevidst. Det synes jeg jo er helt vildt fantastisk!

Nå, men vi blev tilknyttet en fysioterapeut på Holbæk Sygehus, som vi stadig går hos. Lue var lidt stram i musklerne i arme og ben. Hun holdte meget igen, når man fik fat i dem. Så jeg gav den gas med Indisk babymassage og stræk. Og nu er det MEGET bedre. Det hjalp hende også, at sidde hos mig i slyngen i de tre uger, vi var i Kina.
Hun ruller ikke sådan lige af sig selv. Hvis noget er super-spændende og hun er nøgen, kan hun godt vende sig fra ryg til mave. Men den anden vej, nej. Ikke endnu.
Til gengæld så kan hun sidde selv -og hun kan sidde lang tid og nærstudere sit legetøj. Hun spiser ok og hun er ræddi god til at kaste med agurkeskiver og skeer!
For tiden træner vi at komme helt op på strakte arme. Og når hun står der, skubber hun sig tilbage, så hun kommer op på alle fire. Det er SÅ flot! Vi træner også rul og det at bevæge sig rundt på maven efter legetøj. Hun er just begyndt at blive gal, når det ikke virker, så det er godt ;-)
Lue er en rigtig glad pige og hun skrupgriner, når hendes storebror laver kunstner - og når jeg råber AV! fordi hun har bidt i mit bryst. *Frække unge*
Hun kan li' at blive tumlet, kigge på lys og at komme ud og kigge sig omkring. Spilledåser og sange med fagter er et hit.
Vi er rigtig glade for hende, for hun er simpelthen så sød og lækker. Hun er lutter eventyr, komprimeret i en lille krop - det er, hvad hun er. Alle er også enige om, at hun ligner en lille alf.  ;-)

Her er et billede af Lue 8 mdr og af storebror Saxe, da han var 8 mdr. Her ses forskellen tydeligt. Men hvem ser egentlig mest 'mærkelig' ud? ;-)

Nå, men så tænker jeg, at jeg hellere må skrive lidt mere...

Ja, tiden flyver, du ved. Især når man har det sjovt OG er på barsel.

Dagene snupper hinanden en efter en og jeg føler ofte, at jeg ikke når noget. Ihvertfald ikke noget husligt.
Der er hele tiden nogen, der vil mig noget. Men det er også ok.

Men hey, vi har da 'nået' at være 3 uger i Kina og det var en oplevelsesrig rejse! Vi er den 'spontane type', må jeg indrømme, for vi havde ikke rigtig bestemt, hvor vi skulle være, hvornår og hvordan og hvorledes. Men heldigvis har vi vores gode erfaring (eftersom vi har boet nogle år i Shanghai), så det gik fint. Det var nok mere Bedsteforældrene herhjemme, der fik det lidt skidt ved tanken om os, der hikede rundt i ukendte kinesiske bjerge i tusmørket - med de to unger på slæb.
Så trods kinesisk nytår kom vi fra punkt A til B til C til B til D til B til A sammen med 400 mio. andre rejsende.

Vi kom godt hjem. Jeg havde taget 10 år på, Lue havde taget en flok stafylokokker + en betændt finger med hjem og Saxe nåede lige at komme sig ovenpå en omgang mundbetændelse.
Det var en benhård tur, men vi fik set nogle virkelig flotte steder. Steder, som man faktisk godt gider besøge igen. En anden gang. Evt. med bedsteforældrene. ;-)

Kina er et spændende land. Især når man ikke bor der.

Hvad bidrager DU til?

Jeg tænker meget. Ræddi meget! Og jeg tænker endnu mere nu, hvor nyheder og oplysninger fra hele Verden bliver spredt via de sociale medier. Og jeg kigger, læser, lytter, lærer og undersøger yderligere.

Men nu, hvor jeg er 33 somre plus det løse... og endda har 2 (TO! *Gisp*) børn, synes jeg ét eller andet sted, at det er på tide, at jeg GØR noget!

Verden er jo mere eller mindre i brand, men det er de færreste, der tager sig oprigtigt af det. Man læser måske en kort artikel, at folk i Andesbjergene forøvrigt kommer til at mangle vand pga den globale opvarmning. Og isen på Grønland smelter hurtigere end nogen havde turde forudse. Og på Polerne ligeså. Og der er flere og større naturkatastrofer end hidtil.
Men altså... hvad har det egentlig med mig og os at gøre??
Vi fortsætter troligt med at købe nyt og smide ud. Vi kører biler og rejser med fly. Vi bruger engangsbleer og ditto hygiejnebind. Vi spiser produkter fra dyr - allerhelst det billige. Og vi støtter firmaer som Shell og McDonalds, fordi vi lissom køber ting hos dem.
De fleste ved jo godt, at det ikke er fedt. Men hvorfor bliver man så ved at bidrage til en Verden, som vi godt kan se, drøner afsted af en knapt så hyggelig vej??

Forleden så jeg noget af et foredrag med en dyreaktivist. Han ville vise sine tilhørere en video med dyr, der blev slagtet og hvordan dyr generelt har det, mens de producerer mad til os. Han bad folk om IKKE at kigge væk. Og hvis de alligevel gjorde, ville han bede dem om, i det mindste at tænke over, hvad de bidrager til.
Jeg kunne se under 1 minut.
Og så måtte jeg jo tage mig sammen og tænke over, hvad jeg bidrager til. Hvilken Verden ønsker jeg? Og hvad kan jeg gøre ved det?

Jeg har fået rigtig svært ved at nyde kød. Jeg tænker ikke på det som en ting mere. Det er kroppen fra et levende væsen, der måske endda har været rædselsslagen og blevet slået ihjel på iskold manér. Sammen med hundredevis af andre artsfæller.
Og så står jeg dér med min egen baby på armen og tænker; Hvad er egentlig forskellen på at spise min baby og en kylling eller en kalv?
Er det fordi vi tænker, at dyr er dumme / de har ingen følelser?
Folk er jo stadig helt bestyrtede, når de tænker på KZ-lejrene under 2. Verdenskrig og den måde folk blev behandlet på. Men hey, de blev i det mindste ikke ædt. Ville det have været værre?
(Og hvorfor spasser folk så sådan ud, hvis en fx en haj eller en løve spiser et menneske?)

Nå. Så jeg vil GØRE noget ved det. Maden herhjemme bliver nu overvejende vegetarisk/vegansk. Jeg vil ikke bidrage til det svineri mere!

Affaldsproblemer oplever vi i DK ikke så meget af. Vi tænker, at når vi smider noget ud i den store skraldespand, så er det væk. Så er det andres problem! Men har du prøvet af billed-google "landfill" ? Det er SÅ ulækkert! Folk vader rundt i skrald verden over. Der er så meget, at det bliver dumpet i havet. Og alligevel fortsætter folk med at købe nyt - og *surprise* - så fortsætter producenterne med at producere. Og bruge af alle natur-ressourcer - uanset hvor vigtigt disse er for dyr og menneskers overlevelse.

Men hvorfor?? Jeg forstår det ikke. Og jeg bliver jo trist - især på mine egne (nåja, og jer andres) børns vegne. Det blir jo deres problem. Og deres børns og børnebørns problem.
Hvorfor er vi så kolde og tørrer det af på dem?
Bruger du engangsbleer og engangsbind? De er omtrent 500 år om at blive nedbrudt (hvis de ikke er pakket yderligere ind i plastikposer). Og mens de ligger der, opstår der spændende nye vira. Mums.
Til begge mine børn har jeg valgt stofbleer - og til mig selv, stofbind. Folk synes det er ulækkert (uden at ha' prøvet det), men jeg synes at plastikbleer er simpelthen så ucharmerende - både på en baby og når den havner som affald. Og hygiejne, tja det handler jo om en gang håndvask. Og det er vel ikke så svært.

Vi har heller ikke bil mere. Og det er sjældent, at vi har 'savnet' en. Vi kommer nok til at 'mangle', men jeg har altså ikke lyst til at give Shell og de andre ubetænksomme firmaer, der smadrer miljøet flere midler til at fortsætte deres bedrifter.
Så må vi finde på en anden løsning med at komme frem og tilbage.

Det går jo ikke. Nogen må jo gøre noget! Og jeg er kommet frem til, at JEG er faktisk også 'nogen'.
Så... derfor.

Omlidt skal hele familien med fly til Kina. Og flyrejser er jo noget af det værste. Men det skal jeg nok ikke tænke så meget over. Vel..?!?