søndag den 11. august 2013

Første Skoledag!

Igår havde Saxe sin allerførste skoledag! Det var stort! *Kømpestort!*

Han havde talt ned i månedsvis og endelig oprandt dagen og han forlangte flag på bordet og pandekager til morgenmad. Det fik han. Og vi sang Hr Skægs sang "Første skoledaaaag, første skoledaaaag..." - og vi græd en lille smule.

Kl. 09.50 trillede vi ind på skolens område med "Skæg med ord" drønende for fuld hak ud ad bilradioen og jeg fik bakset mit kamera frem af tasken og stillede Saxe på nøjagtig samme sted på parkeringspladsen, hvor jeg stod for *regne-regne* 27 år siden og fik taget billede af MIN mor, da jeg havde første skoledag (dog i 1. klasse).


Det var meget nostalgisk.
(Jeg prøvede så at finde det billede igår, men det ku' jeg så ikke lige..)
Og så gik vi ned i skolegården, hvor alle de andre spændte børn og deres forældre ventede på, at inspektøren skulle holde sin årlige velkomsttale.
Alle 0. klasserne blev nævnt ved navn og budt velkommen til skolen. Vi blev gennet ud i klasserne, hvor eleverne skulle finde deres plads. Efter et par korte beskeder om skoleintra *gys* og skolefotos, blev vi forældre smidt ud og så var vores dreng officielt et skolebarn med egen plads, skolebøger, postmappe og klassekammerater!

Og så stod vi der. Med de andre forældre. Og var for generte til at tale med nogen.
Men så fangede Søren en kop kaffe og pludselig var der en, jeg kendte og så var alt rart igen.
Jeg spottede flere forældre, hvis søskende, jeg havde gået på selv samme skole med og så kørte tidsmaskinen inde i mit hoved.
Hvor sjovt, som verden er skruet sammen.
Jeg kunne se mig selv sidde alene på gyngen og græde over, at Ulla havde drillet og nu legede med min bedste veninde. Og nu stod jeg her; voksen - ikke sur på Ulla mere og kan lege med min veninde så tit jeg vil, for jeg har bil og bor 3 km fra hende - og med min egen søn og datter ved min side.

Da ungerne var færdige i klasserne, spiste vi alle frokost sammen i skolegården. Bagefter løb Saxe ud og legede med en klassekammerat og 5 min. efter var han sur og der var 'aldrig noget, der ku' gøre ham glad igen'. Så vi kørte hjem til 'Verdens kedeligste lejlighed' og satte Phineas og Ferb på. Det hjalp heldigvis og han er nu klar til at tage tasken på ryggen igen imorgen.


Så er det bare, om Moren kan klare den nye hverdag...? Uha.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar