Det gik rigtig fint og jeg havde jo glædet mig til at hun skulle vise alle de nye tillærte færdigheder. Jeg remsede op, men det var ikke mange af dem, som hun gad at vise *Himle*. Men fyssen troede heldigvis på mig og skrev det hele ned. Flinke dame!
Hun spurgte mig, om jeg kunne få Lue til at klappe kage eller spille på munden. Æh, nej! Jeg kan da ikke få hende til noget som helst! Hun gør lige, hvad der passer hende.
Jeg fik nogle flere tips og tricks til træning af pigen og hun fangede det lynhurtigt. Super-sejt!
Den søde dame fik en kollega til at tage hendes klient næste dag, så hun personligt kunne aflægge rapport til vores læge.
Og det gjorde hun så - og sagde en masse fine ting om Lue; Nysgerrig, gå-på-mod, altid glad, lærenem/-villig, kvik og flere ord i dén dur. Og hun understregede nogle færdigheder, som hun syntes var specielt flot, at Lue har; fx faldreflekser til begge sider.
Det blev så bestemt, at der skal udarbejdes en såkaldt "genoptræningsplan" og så tager kommunen over. Det betyder, at en ny fysioterapeut skal følge Lue fremover og at vi kan søge om støtte derigennem. ...Vil jeg tro. Nu må vi se. Regler og systemer blir jo hele tiden lavet om.
Nå, men lægen målte og vejede Lue og mærkeligt nok er hun ikke rigtig vokset i højde og drøjte i flere måneder (65cm, 7kg) - men jeg kan se, hun vokser ud af sit tøj (74/80) , så ét eller andet MÅ der ske på den front. Mystisk.
Heldigvis er hendes hovedomfang øget en smule, så nu måler hun ca. 36½ cm.
Alle kurver er knækkede, men som lægen sagde, så trives hun jo - og hvis det ikke var for hendes lille hoved, så ville han ikke løfte et øjenbryn.
Lue snakkede rigtig godt med i den time vi var der og charmede både læge og fys. Og det er jo et rigtig godt tegn.
Jeg fik også fortalt Hr Læge, om mine/vores oplevelser ved indlæggelsen og han tog kritikken til sig og ville tænke over det. Så det var dejligt - både at få lettet sit hjerte, men også at andre med små børn på hospitalet, kan få en mere positiv kommunikation med lægerne. Det er ihvertfald mit ønske.
I skrivende stund bruger Lue sin nedarvede stædighed på at lære at komme omkring. Der er jo mange ting i vores lejlighed, man kan få lyst til at stoppe i munden - eller bare skille ad.
Hun spræller stadig som en fisk på land, men kommer rigtig fint rundt om sig selv, skubber sig bagud og er sågar begyndt at 'gumpe' lidt + hun prøver at krybe 'army style' - hvilket nogle gange resulterer i, at hun ruller fra mave til ryg. Flot!
Hendes lyde er også meget varierede nu og hun siger "Hai!" (meget japansk-klingende) og "Jaah".
Det var fedt den anden aften, da følgende 'samtale' fandt sted:
Søren: "Hej Lue"
Lue: "HAI!!"
Søren: ?? "Siger du hej?"
Lue: "Jaaaah!"
Hun er en glad pige, med 6 tænder + 2 mere på vej. Hun bider hårdt (spørg selv storebror...) og hun elsker at kradse i ting. -Hvilket så har resulteret i mange uger med plaster, hue og strømpe på hånden. Børnesår er nederen. Punktum.
Men endelig i forgårs var det væk og vi kunne tage huen af hende og se hendes flotte garn.
Søde pige, altså.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar