Nå, men så tænker jeg, at jeg hellere må skrive lidt mere...

Ja, tiden flyver, du ved. Især når man har det sjovt OG er på barsel.

Dagene snupper hinanden en efter en og jeg føler ofte, at jeg ikke når noget. Ihvertfald ikke noget husligt.
Der er hele tiden nogen, der vil mig noget. Men det er også ok.

Men hey, vi har da 'nået' at være 3 uger i Kina og det var en oplevelsesrig rejse! Vi er den 'spontane type', må jeg indrømme, for vi havde ikke rigtig bestemt, hvor vi skulle være, hvornår og hvordan og hvorledes. Men heldigvis har vi vores gode erfaring (eftersom vi har boet nogle år i Shanghai), så det gik fint. Det var nok mere Bedsteforældrene herhjemme, der fik det lidt skidt ved tanken om os, der hikede rundt i ukendte kinesiske bjerge i tusmørket - med de to unger på slæb.
Så trods kinesisk nytår kom vi fra punkt A til B til C til B til D til B til A sammen med 400 mio. andre rejsende.

Vi kom godt hjem. Jeg havde taget 10 år på, Lue havde taget en flok stafylokokker + en betændt finger med hjem og Saxe nåede lige at komme sig ovenpå en omgang mundbetændelse.
Det var en benhård tur, men vi fik set nogle virkelig flotte steder. Steder, som man faktisk godt gider besøge igen. En anden gang. Evt. med bedsteforældrene. ;-)

Kina er et spændende land. Især når man ikke bor der.

Jeg lever - jeg er her. Stadig.

Nåm, så gik der lige lidt tid.. Kan man sige. 
Så lang tid, at jeg ikke længere kunne huske mit kodeord til min første blog; Cirkus Rank & Freydi. Simpelthen. Så nu er jeg her. 

Menøh... Jeg fik travlt med andre ting, såsom skolegang, flytning, graviditet og fødsel.

Men nu sidder jeg her, på barsel, og har nu nærmest pligt til at opdatere Bedsterne (og andre) med billeder og fortællinger.
Så nu må vi se, hvor meget jeg gider og orker i denne omgang.

Men jo, jeg besluttede at sætte mig tilbage på skolebænken, men hvad skulle jeg dog lære?? Universitet var udlukket, da jeg simpelthen ikke har nok selvdiciplin til lektier og hvad har du. Desuden falder jeg i søvn, når jeg læser.
Jeg tænkte på Chokolatier, men den uddannelse var nedlagt. Øv. Men via dén tanke kom jeg ind på de Tekniske Skolers sider, og pludselig stod der "Dyrepasser".
"Ha! Det vil ALLE da være! Det vil jeg da osse!", tænkte jeg og meldte mig til grundforløbet.
Det var 20 fantastiske uger! Intet mindre! Nøj, hvor jeg hyggede mig. Og det var fedt at være (langt) den ældste i klassen, for så kunne jeg føle mig enormt klog ;-)

Og så blev jeg gravid og så flyttede vi til Holbæk, i lejlighed med fjordudsigt. Og jeg fik min eksamen og sprang derefter over på "Produktionsgartner" (som var knapt så spændende) for at jeg kunne fordrive tiden + lære lidt om planter, indtil jeg skulle på barsel.

Og så fødte jeg *SVUP* på selveste terminsdagen, hjemme i min Mor's og Far's udestue, med den sødeste hjemmefødsels-jordemoder, min mand, sønnike og mine forældre.
Vi fik en lille pige, der hedder Lue Eo, som skreg og suttede og havde alle sine reflekser.
Hun lignede een, der var fløjet forkert. Så vi tænker, at der ét eller andet sted i Nepal eller Peru sidder en mor og far med et meget hvidt barn med et meget stort hoved.
Men nu bor hun altså hos os. Og vi bliver fulgt af en flinker læge, der synes det er mega-interessant, at pigebarnet har et så lille hovedomfang som hun nu engang har.
Så det hygger vi os med indimellem.

Ja, så det var lissom dét. Nu er alle vist mere eller mindre opdaterede.

Og så nogle billeder til de visuelle.