Vi skal være mere vågne nu...

...for Lue KRAVLER!!
Yes! Endelig, sukkede Moren lettet og glad.

For 1½ uge siden, mens vi havde besøg af en veninde og sad og talte, afbrød jeg pludselig samtalen og udbrød:
"Flyttede hun ikke lige benet??" "Jo! Se! SE!"
*Jubel med hænderne overhovedet*

Og siden da er det jo bare gået stærkt! Hun kravler alle steder hen og rejser sig op på knæene og kan nå alle de ting, som hun ikke må få fat i.
Sådan er det jo.
Og selvom vi har fået mere travlt og skal holde øje med hende (hvilket kan være liiiidt irriterende), så er det simpelthen så fedt!
Hun er ved at lære "NEJ!" at kende og det ser ud til, at meningen er ved at synke ind.

Hun er også begyndt at 'tilbyde' os ting; sutten, noget mad, legetøj, gamle sokker. Det er virkelig sødt af hende!
Hun kan også lokalisere min næse. Både når man spørger efter den, men også helt naturligt, når vi putter sammen. Så skal den bare hives og pilles i. Det er knapt så sødt.

Vi har været ude at besøge en privat dagplejefar og jeg har sågar, atter engang, skrevet hende op. Så... nu må vi se. Jeg har stadig svært ved tanken om at skulle aflevere hende til andre. Så tit. Uha.

Til babysvømningen vil læreren også rigtig gerne ha', at jeg dykker hende under vandet. Og det kan jeg simpelthen ikke få mig selv til. Det hjælper så heller ikke, at Lue ikke pr instinkt lukker øjne og mund. Hun spærrer begge dele op i ét stort grin og når hun får kontakt med vandet, ryger det bare lige ind i gabet på hende. *Jeez* Så dét gør jeg altså ikke. Punktum.

Der sker så meget med hende og hun er så sød - hvilket vi også får at vide af alle mulige folk hele tiden. Det er rart :-)
Vores egen lille Cabbage Patch Kid .

1 år - lækkert hår!

Tænk, idag er det allerede et helt år siden, at Lue Eo kom ud til os ved den skønneste hjemmefødsel i mit barndomshjem!
Hun var ikke speciel køn, da hun kom ud, så man må sige, at det klæ'r hende at blive ældre.

     

Igår fejrede vi hende med den nærmeste familie og det var hun lidt betuttet over - lige indtil hun fik lov at gå om bord i al gavepapiret. SÅ var hun i sit es igen!

Hun triller nu rundt helt bevidst og er rigtig dygtig til at lave fagter til vores sange. Jeg synes, hun så småt også er begyndt at efterligne ord. Hun har ihvertfald lige aet mig (med flad hånd, tak - ikke de der kradse negle!) og sagt "Aaaa-aa".
Kravleriet lader vente lidt på sig, men jeg tror ikke, det kan vare så længe. Hun vil rigtig gerne, men hun behøver både afspænding og lidt mere træning. Men snart, SÅ er den der!

Men hun er kvik i pæren, er hun. Og uendelig sød! Hun er og blir min lille øjesten.

Tillykke Lue Bue Morgenfrue !

Første Skoledag!

Igår havde Saxe sin allerførste skoledag! Det var stort! *Kømpestort!*

Han havde talt ned i månedsvis og endelig oprandt dagen og han forlangte flag på bordet og pandekager til morgenmad. Det fik han. Og vi sang Hr Skægs sang "Første skoledaaaag, første skoledaaaag..." - og vi græd en lille smule.

Kl. 09.50 trillede vi ind på skolens område med "Skæg med ord" drønende for fuld hak ud ad bilradioen og jeg fik bakset mit kamera frem af tasken og stillede Saxe på nøjagtig samme sted på parkeringspladsen, hvor jeg stod for *regne-regne* 27 år siden og fik taget billede af MIN mor, da jeg havde første skoledag (dog i 1. klasse).

Det var meget nostalgisk.
(Jeg prøvede så at finde det billede igår, men det ku' jeg så ikke lige..)
Og så gik vi ned i skolegården, hvor alle de andre spændte børn og deres forældre ventede på, at inspektøren skulle holde sin årlige velkomsttale.
Alle 0. klasserne blev nævnt ved navn og budt velkommen til skolen. Vi blev gennet ud i klasserne, hvor eleverne skulle finde deres plads. Efter et par korte beskeder om skoleintra *gys* og skolefotos, blev vi forældre smidt ud og så var vores dreng officielt et skolebarn med egen plads, skolebøger, postmappe og klassekammerater!

Og så stod vi der. Med de andre forældre. Og var for generte til at tale med nogen.
Men så fangede Søren en kop kaffe og pludselig var der en, jeg kendte og så var alt rart igen.
Jeg spottede flere forældre, hvis søskende, jeg havde gået på selv samme skole med og så kørte tidsmaskinen inde i mit hoved.
Hvor sjovt, som verden er skruet sammen.
Jeg kunne se mig selv sidde alene på gyngen og græde over, at Ulla havde drillet og nu legede med min bedste veninde. Og nu stod jeg her; voksen - ikke sur på Ulla mere og kan lege med min veninde så tit jeg vil, for jeg har bil og bor 3 km fra hende - og med min egen søn og datter ved min side.

Da ungerne var færdige i klasserne, spiste vi alle frokost sammen i skolegården. Bagefter løb Saxe ud og legede med en klassekammerat og 5 min. efter var han sur og der var 'aldrig noget, der ku' gøre ham glad igen'. Så vi kørte hjem til 'Verdens kedeligste lejlighed' og satte Phineas og Ferb på. Det hjalp heldigvis og han er nu klar til at tage tasken på ryggen igen imorgen.

Så er det bare, om Moren kan klare den nye hverdag...? Uha.