En sang for Martin

Min gode, gamle ven Martin (som nogen måske kender lidt til) er en sjov een. Jeg har kendt ham i snart 12 år og i den tid, har han virkelig forandret sig. (Det har jeg så også, men det er måske/måske ikke en anden snak).
For kort tid siden var han ude at fortælle om nogle meget personlige ting og om hvordan han opfatter sammenhængen mellem alt og alle på Jorden og i Universet. Jeg kunne desværre ikke deltage den dag, men forleden var der så en venlig person, der havde lagt det hele ud på YouTube, så nu kan vi alle få glæde af det.
Personligt synes jeg, det er helt vildt spændende og interessant. Martin er en fremragende foredragsholder, så man keder sig ikke - selvom det er godt 2 timers lyttetid.

Hvis man interesserer sig for sammenhæng, historie, fysik, spiritualitet, virkelighed og i dén dur, så lyt med.

Ovenstående link er til første del. Der findes også en to'er.

Martin har også lavet "Tv fra en anden Planet" (fork. TV FAP), som også ligger på YouTube. Desuden har han startet en ny uddannelse op, Sansetræner, som snart går igang med at 'indrulle' de første elever.

Han er go' nok, ham Martin. ;-)

Lue, 8 mdr.

Idag er Lue blevet 8 mdr. Og ja, det er en klassiker, men hvor bli'r børn bare store hurtigt! Og jeg nyder hendes baby-tid, for vi skal ikke ha' flere børn. Så nu er det nu!
Da Lue blev født, så hun lidt spøjs ud. Hun lignede mest af alt en 30 årig Nepalesisk mand. Hvis tre orangeklædte munke var kommet ned ad mine forældres grusvej senere den dag, ville jeg overhovedet ikke være blevet overrasket.

Nå, men vi blev, til vores store og ærgelige overraskelse, indlagt dagen efter til Den Store Udredning. Det var ret træls. Lægerne glemte at sige, at hun ikke på noget tidspunkt var i livsfare, så der gik vel 1½ uge, hvor vi ikke vidste noget - udover at lægerne var 'meget bekymrede'.
Da vi endelig fik svar på alle de 1000 prøver, begyndte vores læge at tale om, at hun nok ikke ville kunne gå på en normal skole.
Skolegang?? Okay? Så hun dør altså ikke sådan lige NU-agtigt? Og slap dog af... hun er 10 dage gammel!

Det var ret spøjst. (Og alle de tanker jeg havde om forløbet, vil jeg fortælle lægen om næste gang jeg ser ham, så han kan handle anderledes en anden god gang).

Nå, men de fandt ud af, at Lue har Microcefali - som betyder 'lille hoved'. Og det lille hovedomfang kommer af, at hendes hjerne ikke er udviklet 'nok'. (Hendes hovedomfang var 30cm ved fødslen, hvilket var ca. 5cm for småt). Hun mangler helt eller delvist hjernebjælken, hendes frontallapper er forfladede og hjernen er ikke foldet 'nok'.
Men man ved ikke ret meget om Microcefali. Hverken hvorfor det opstår eller hvad det kan betyde for den, der har det. Det er alt fra 'i den tunge ende' til matematisk geni.
Jeg undgik helt at læse om det - lige indtil den anden dag. Jeg ville helst være helt uvidende, for at undgå at tænke på hende på andre måder end at hun er helt unik og fantastisk! Mine tanker skulle nemlig ikke påvirke mine handlinger på en negativ måde.

Men så her den anden dag, kom jeg alligevel til at søge lidt på det... Og det jeg kunne finde, var ikke just succesoplevelser og glade mennesker. Det var ret trist.
Så nu tænker jeg, at jeg vil skrive om Lue på en positiv måde. Så håber jeg, at det kan glæde og hjælpe andre.

Lue har lige fra første sekund været meget bevidst; ordene som gik igen hvergang nogle så hende var 'vågen' og 'meget på'. Hun har altid kunne holde sit hoved selv, stå på benene og løfte sit hoved i alle liggende stillinger. Hun havde alle spædbarns-reflekserne, så der var ikke noget at bemærke. De første udviklingstrin (smile, grine, øjenkontakt, pludren, opdage hænder) kom på slaget.
Senere begyndte hun at undgå øjenkontakt og det var jo lidt underligt. Men vi begyndte at træne det og efter 3 uger i Kina, hvor samtlige kinesere på vores vej ville hilse på hende, blev hun ræddi god til at ha' øjenkontakt + kontaktsmil! En anden ting med Lue er, at selvom hun godt kan kigge i folks øjne, kigger hun også op og til venstre over hovedet på folk. Det er dér, man ser folks sjælsbillede og alle spædbørn gør det. Men Lue gør det altså stadig - og tilmed helt bevidst. Det synes jeg jo er helt vildt fantastisk!

Nå, men vi blev tilknyttet en fysioterapeut på Holbæk Sygehus, som vi stadig går hos. Lue var lidt stram i musklerne i arme og ben. Hun holdte meget igen, når man fik fat i dem. Så jeg gav den gas med Indisk babymassage og stræk. Og nu er det MEGET bedre. Det hjalp hende også, at sidde hos mig i slyngen i de tre uger, vi var i Kina.
Hun ruller ikke sådan lige af sig selv. Hvis noget er super-spændende og hun er nøgen, kan hun godt vende sig fra ryg til mave. Men den anden vej, nej. Ikke endnu.
Til gengæld så kan hun sidde selv -og hun kan sidde lang tid og nærstudere sit legetøj. Hun spiser ok og hun er ræddi god til at kaste med agurkeskiver og skeer!
For tiden træner vi at komme helt op på strakte arme. Og når hun står der, skubber hun sig tilbage, så hun kommer op på alle fire. Det er SÅ flot! Vi træner også rul og det at bevæge sig rundt på maven efter legetøj. Hun er just begyndt at blive gal, når det ikke virker, så det er godt ;-)
Lue er en rigtig glad pige og hun skrupgriner, når hendes storebror laver kunstner - og når jeg råber AV! fordi hun har bidt i mit bryst. *Frække unge*
Hun kan li' at blive tumlet, kigge på lys og at komme ud og kigge sig omkring. Spilledåser og sange med fagter er et hit.
Vi er rigtig glade for hende, for hun er simpelthen så sød og lækker. Hun er lutter eventyr, komprimeret i en lille krop - det er, hvad hun er. Alle er også enige om, at hun ligner en lille alf.  ;-)

Her er et billede af Lue 8 mdr og af storebror Saxe, da han var 8 mdr. Her ses forskellen tydeligt. Men hvem ser egentlig mest 'mærkelig' ud? ;-)

Nå, men så tænker jeg, at jeg hellere må skrive lidt mere...

Ja, tiden flyver, du ved. Især når man har det sjovt OG er på barsel.

Dagene snupper hinanden en efter en og jeg føler ofte, at jeg ikke når noget. Ihvertfald ikke noget husligt.
Der er hele tiden nogen, der vil mig noget. Men det er også ok.

Men hey, vi har da 'nået' at være 3 uger i Kina og det var en oplevelsesrig rejse! Vi er den 'spontane type', må jeg indrømme, for vi havde ikke rigtig bestemt, hvor vi skulle være, hvornår og hvordan og hvorledes. Men heldigvis har vi vores gode erfaring (eftersom vi har boet nogle år i Shanghai), så det gik fint. Det var nok mere Bedsteforældrene herhjemme, der fik det lidt skidt ved tanken om os, der hikede rundt i ukendte kinesiske bjerge i tusmørket - med de to unger på slæb.
Så trods kinesisk nytår kom vi fra punkt A til B til C til B til D til B til A sammen med 400 mio. andre rejsende.

Vi kom godt hjem. Jeg havde taget 10 år på, Lue havde taget en flok stafylokokker + en betændt finger med hjem og Saxe nåede lige at komme sig ovenpå en omgang mundbetændelse.
Det var en benhård tur, men vi fik set nogle virkelig flotte steder. Steder, som man faktisk godt gider besøge igen. En anden gang. Evt. med bedsteforældrene. ;-)

Kina er et spændende land. Især når man ikke bor der.

Hvad bidrager DU til?

Jeg tænker meget. Ræddi meget! Og jeg tænker endnu mere nu, hvor nyheder og oplysninger fra hele Verden bliver spredt via de sociale medier. Og jeg kigger, læser, lytter, lærer og undersøger yderligere.

Men nu, hvor jeg er 33 somre plus det løse... og endda har 2 (TO! *Gisp*) børn, synes jeg ét eller andet sted, at det er på tide, at jeg GØR noget!

Verden er jo mere eller mindre i brand, men det er de færreste, der tager sig oprigtigt af det. Man læser måske en kort artikel, at folk i Andesbjergene forøvrigt kommer til at mangle vand pga den globale opvarmning. Og isen på Grønland smelter hurtigere end nogen havde turde forudse. Og på Polerne ligeså. Og der er flere og større naturkatastrofer end hidtil.
Men altså... hvad har det egentlig med mig og os at gøre??
Vi fortsætter troligt med at købe nyt og smide ud. Vi kører biler og rejser med fly. Vi bruger engangsbleer og ditto hygiejnebind. Vi spiser produkter fra dyr - allerhelst det billige. Og vi støtter firmaer som Shell og McDonalds, fordi vi lissom køber ting hos dem.
De fleste ved jo godt, at det ikke er fedt. Men hvorfor bliver man så ved at bidrage til en Verden, som vi godt kan se, drøner afsted af en knapt så hyggelig vej??

Forleden så jeg noget af et foredrag med en dyreaktivist. Han ville vise sine tilhørere en video med dyr, der blev slagtet og hvordan dyr generelt har det, mens de producerer mad til os. Han bad folk om IKKE at kigge væk. Og hvis de alligevel gjorde, ville han bede dem om, i det mindste at tænke over, hvad de bidrager til.
Jeg kunne se under 1 minut.
Og så måtte jeg jo tage mig sammen og tænke over, hvad jeg bidrager til. Hvilken Verden ønsker jeg? Og hvad kan jeg gøre ved det?

Jeg har fået rigtig svært ved at nyde kød. Jeg tænker ikke på det som en ting mere. Det er kroppen fra et levende væsen, der måske endda har været rædselsslagen og blevet slået ihjel på iskold manér. Sammen med hundredevis af andre artsfæller.
Og så står jeg dér med min egen baby på armen og tænker; Hvad er egentlig forskellen på at spise min baby og en kylling eller en kalv?
Er det fordi vi tænker, at dyr er dumme / de har ingen følelser?
Folk er jo stadig helt bestyrtede, når de tænker på KZ-lejrene under 2. Verdenskrig og den måde folk blev behandlet på. Men hey, de blev i det mindste ikke ædt. Ville det have været værre?
(Og hvorfor spasser folk så sådan ud, hvis en fx en haj eller en løve spiser et menneske?)

Nå. Så jeg vil GØRE noget ved det. Maden herhjemme bliver nu overvejende vegetarisk/vegansk. Jeg vil ikke bidrage til det svineri mere!

Affaldsproblemer oplever vi i DK ikke så meget af. Vi tænker, at når vi smider noget ud i den store skraldespand, så er det væk. Så er det andres problem! Men har du prøvet af billed-google "landfill" ? Det er SÅ ulækkert! Folk vader rundt i skrald verden over. Der er så meget, at det bliver dumpet i havet. Og alligevel fortsætter folk med at købe nyt - og *surprise* - så fortsætter producenterne med at producere. Og bruge af alle natur-ressourcer - uanset hvor vigtigt disse er for dyr og menneskers overlevelse.

Men hvorfor?? Jeg forstår det ikke. Og jeg bliver jo trist - især på mine egne (nåja, og jer andres) børns vegne. Det blir jo deres problem. Og deres børns og børnebørns problem.
Hvorfor er vi så kolde og tørrer det af på dem?
Bruger du engangsbleer og engangsbind? De er omtrent 500 år om at blive nedbrudt (hvis de ikke er pakket yderligere ind i plastikposer). Og mens de ligger der, opstår der spændende nye vira. Mums.
Til begge mine børn har jeg valgt stofbleer - og til mig selv, stofbind. Folk synes det er ulækkert (uden at ha' prøvet det), men jeg synes at plastikbleer er simpelthen så ucharmerende - både på en baby og når den havner som affald. Og hygiejne, tja det handler jo om en gang håndvask. Og det er vel ikke så svært.

Vi har heller ikke bil mere. Og det er sjældent, at vi har 'savnet' en. Vi kommer nok til at 'mangle', men jeg har altså ikke lyst til at give Shell og de andre ubetænksomme firmaer, der smadrer miljøet flere midler til at fortsætte deres bedrifter.
Så må vi finde på en anden løsning med at komme frem og tilbage.

Det går jo ikke. Nogen må jo gøre noget! Og jeg er kommet frem til, at JEG er faktisk også 'nogen'.
Så... derfor.

Omlidt skal hele familien med fly til Kina. Og flyrejser er jo noget af det værste. Men det skal jeg nok ikke tænke så meget over. Vel..?!?

Nu' det Jul IGEN! Sgu.

Jeg synes lige jeg har sagt: "Fa'me godt der er ET HELT år til jul igen!".
Og *bum* så står man midt i det hele atter engang...

Men i år har det faktisk været anderledes. Jeg har fået pyntet op. Altså bare lidt, 'ing. Lidt hjemmegjorte piberenser-stjerner i vinduerne og så en julestjerne-fætter-lampeskærmsagtig ting (du kender godt så'n en), som jeg fik bestilt hjem fra Indien for en DEL år siden.
OG jeg har fået lavet brændte mandler. Med succes! Og Junior har tilmed fået en kalender i år. Næh, to. Plus Bedstemor's adventskalender. Så han er me'et glad og står tidligt op for at kigge låger og kigge efter, om der skulle ha' været en fræk nisse.
Det har der så ikke. Endnu.

Men hvad er der med December? Den farer jo afsted. Hurtigere end alle andre måneder. Jeg bli'r lige overrasket hvert eneste år. Og de sidste julegaver er jo overhovedet ikke i hus. Og den til Manden og Sønnike ved jeg stadig ikke, hvad skal være!
*Gah*

Nå. Men ellers er alt godt. Vi hygger. Og prøver at slappe af. Vi har drønet rundt til alt muligt siden Lillesøster kom ud til os og det har tærret lidt på kræfterne, må jeg indrømme. Her i December skulle hun faktisk til synstest i Næstved, høresceening i Slagelse og til fysioterapeut i Holbæk. Og ydermere ville de egentlig gerne se hende på skele-ambulatoriet i Roskilde et par dage efter Nytår.
Æh... nejtak.
Først, da vores læge sagde, at det syntes han vi skulle, tænkte vi, at det kunne vi da godt. Men ved nærmere eftertanke (og nu, hvor vi har haft nogle måneder at lære Lillesøster at kende) vælger vi at takke nej. For nu. Vi orker ikke, at hun skal puttes i een eller anden kasse, der hedder "Hun kommer aldrig til..." eller "I skal ikke regne med...". Men mest af alt, har jeg ikke lyst til, at hun skal udsættes for mere. Det lille menneske. Hun kan både se og høre og hun er skøn. Ja, hun ser anderledes ud. Men som en gammel veninde sagde til mig forleden: "Hvor er det bare et frisk pust, når alle er så skide ens nu om stunder!"
Så... vi takker nej og bliver hjemme og glæder os til julen. Med mere ro på.

Og NU til årets julebillede af ungerne! 

En hus-nisse og en lille skov-nisse.

Glædelig jul! Og husk, at Julen er hjerternes fest! Det er NU du må lade dig selv ønske. Er det ikke skønt?!

Jeg lever - jeg er her. Stadig.

Nåm, så gik der lige lidt tid.. Kan man sige. 
Så lang tid, at jeg ikke længere kunne huske mit kodeord til min første blog; Cirkus Rank & Freydi. Simpelthen. Så nu er jeg her. 

Menøh... Jeg fik travlt med andre ting, såsom skolegang, flytning, graviditet og fødsel.

Men nu sidder jeg her, på barsel, og har nu nærmest pligt til at opdatere Bedsterne (og andre) med billeder og fortællinger.
Så nu må vi se, hvor meget jeg gider og orker i denne omgang.

Men jo, jeg besluttede at sætte mig tilbage på skolebænken, men hvad skulle jeg dog lære?? Universitet var udlukket, da jeg simpelthen ikke har nok selvdiciplin til lektier og hvad har du. Desuden falder jeg i søvn, når jeg læser.
Jeg tænkte på Chokolatier, men den uddannelse var nedlagt. Øv. Men via dén tanke kom jeg ind på de Tekniske Skolers sider, og pludselig stod der "Dyrepasser".
"Ha! Det vil ALLE da være! Det vil jeg da osse!", tænkte jeg og meldte mig til grundforløbet.
Det var 20 fantastiske uger! Intet mindre! Nøj, hvor jeg hyggede mig. Og det var fedt at være (langt) den ældste i klassen, for så kunne jeg føle mig enormt klog ;-)

Og så blev jeg gravid og så flyttede vi til Holbæk, i lejlighed med fjordudsigt. Og jeg fik min eksamen og sprang derefter over på "Produktionsgartner" (som var knapt så spændende) for at jeg kunne fordrive tiden + lære lidt om planter, indtil jeg skulle på barsel.

Og så fødte jeg *SVUP* på selveste terminsdagen, hjemme i min Mor's og Far's udestue, med den sødeste hjemmefødsels-jordemoder, min mand, sønnike og mine forældre.
Vi fik en lille pige, der hedder Lue Eo, som skreg og suttede og havde alle sine reflekser.
Hun lignede een, der var fløjet forkert. Så vi tænker, at der ét eller andet sted i Nepal eller Peru sidder en mor og far med et meget hvidt barn med et meget stort hoved.
Men nu bor hun altså hos os. Og vi bliver fulgt af en flinker læge, der synes det er mega-interessant, at pigebarnet har et så lille hovedomfang som hun nu engang har.
Så det hygger vi os med indimellem.

Ja, så det var lissom dét. Nu er alle vist mere eller mindre opdaterede.

Og så nogle billeder til de visuelle.